Kaaliyah

Kaaliyah Stephanie Lundtofte Kumapayi (kald hende bare ved hendes fornavn) er en trapsanger, der den seneste tid har fået skabt en del opmærksomhed omkring sig selv på den danske urbane scene. Den dansk/nigerianske sanger udgav sin første ep Darkpop First Sequence tilbage i 2015 som en forsmag på hendes mørke, forførende musik. Efterfølgende er en håndfuld singler fulgt i kølvandet, og Kaaliyah har mærkbart taget sin lyd længere ind i et mørkt, trap’et univers. Lyt blot til de manisk tikkende hi-hat-samples og den filtrerede vokal, som trækker aner til kunstnere som FKA Twigs og The Weeknd. Så er du vild med dem, vil du elske Kaaliyah!